Mangel på lyst
En manglende sexlyst er noget, som rammer både mænd og kvinder i alle aldre. Det kan være en følelse af, at lysten er aftaget eller tilmed forsvundet helt.
Det kan også være, at du aldrig har oplevet sexlysten som en særlig stor drivkraft. Nogle gange kan det være din partner, som reagerer på din manglende lyst.
Lysten på sex er ikke konstant
Ingen mennesker er ens, og folk oplever lysten til sex i forskellige grader. Sexlysten kan også påvirkes både positivt og negativt af, hvad der foregår i dit liv. Almindelige årsager til, at sexlysten aftager, er stress, søvnmangel, depression, forskellig slags medicin og samlivsproblemer. Men det behøver ikke være noget bestemt, som gør, at du til tider ikke vil have sex så ofte eller har sex på samme måde som før. Sexlysten kan komme og gå hele livet ud, uden at der er noget galt eller underligt ved det. Den kan også være, at perioden med lidt eller ingen sexlyst bliver længere, fordi du føler dig presset. Måske af din partner eller af de tanker, du har omkring, hvordan et forhold skal være, eller hvor ofte det er forventet, at du skal have sex. Ønsket om at have lyst kan også være stressende. Lysten bliver til en præstation. Kroppen kan derfor gå i baglås, fordi man bliver usikker og anspændt.
Nogle gange kan det være vanskeligt selv at acceptere den manglende sexlyst. Det mærkes især, hvis du er i et forhold, hvor du forholder dig til en anden persons sexlyst, og hvor du allerede har et gensidigt og veletableret sexliv. Det er hovedsageligt folk, som lever i stabile forhold, som søger professionel hjælp for manglende lyst.
Selvom sexlysten hele tiden varierer, kan en markant ændring være et signal om, at noget ikke er, som det skal være, enten i forholdet eller i ens liv. Det, som forstyrrer, kan have sine rødder i noget, som sker her og nu, eller noget, som er sket tidligere i livet. Det er vigtigt at prøve at forstå, hvad der kan være årsagen. Måske i første omgang for at få et bedre liv generelt, men det er også vigtigt, for at sexlysten skal komme tilbage. Hvis du har mere glæde i livet, har du ofte en større sexlyst.
Sex på den forkerte måde
Det kan ske, at lysten påvirkes negativt, hvis du i et stykke tid har haft sex på en måde, som du ikke kan lide eller ej nyder i særlig høj grad. Den lyst, som du kendte tidligere, er aftaget, og du tager ikke så ofte initiativ til at have sex. Måske er sex blevet en vane og uden overraskelser? Måske har du sex på en måde, som bevirker, at du ikke stimuleres tilstrækkeligt og sjældent eller aldrig opnår en orgasme? Måske var sexlivet stimulerende og spændende tidligt i forholdet, men er forsvundet nu, hvor I har lært hinanden at kende, og forholdet er blevet mere seriøst?
Ønsket om ikke at ville have sex overhovedet eller ikke så ofte som før, er som udgangspunkt problemfrit. Alle, som er single, uden fast sexpartner, behøver ikke tænke på det. Men i et fast forhold må man forholde sig til en anden persons seksuelle ønsker.
Det er vigtigt, at du og din partner snakker om dette punkt, så I er enige og respekterer hinandens udgangspunkt. Hvordan vil du udvikle dit sexliv? Hvis du har et ønske om at opnå en større sexlyst og få et mere aktivt sexliv, findes der hjælp (både for par og singler) og forskellige hjælpemidler, som kan øge lysten.